Gør Det Selv
Gør det Selv
Kan jeg selv sætte nye energiruder i mine gamle termovinduer?
Hvis du bor i et hus med termovinduer kan du selv udskifte ruderne (glasset) med A-mærkede energiruder. Huse fra 60'erne, 70'erne og 80'erne har ofte store ubrudte glasflader, der er lige til at skifte - hvis vinduesrammerne er i orden.
Hvordan kan jeg se om vinduesrammerne er i orden?
Efterse ramme og glaslister rundt om hele ruden på både yder- og indersiden af glasset. Du finder oftest problemer med den nederste glasliste udvendig (bundglaslisten), den nederste del af rammen under bundglaslisten og den nederste del af rammen indvendig.
Sørg for, at træværket er helt tørt. Stik så en spids kniv i træet uden at presse hårdt. Hvis den kun synker 3 mm ind, er træet i orden. Hvis den synker mellem 3 og 6 mm ind, er rammen sandsynligvis rådden i overfladen i et mindre område ud mod hjørnerne. Det kan du sagtens selv reparere ved at fjerne det angrebne bløde træ med et stemmejern, lade området tørre helt ud og fylde det op med plastisk træ. Derefter skal det blot tørre, slibes og efterbehandles med olie, maling eller træbeskyttelse som vinduesrammen i øvrigt.
Hvis din kniv synker mere end 6 mm ind i træværket, kan rammen være mere rådden end den umiddelbart ser ud til. Den kan måske reddes med plastisk træ som ovenfor, ellers skal der en fagmand til at udskifte dele af rammen.
Hvordan tager jeg mål til de nye ruder?
Tegn en skitse af din bolig set udefra, og tegn alle vinduerne ind. Det behøver ikke at være hverken pænt eller særlig nøjagtigt, bare du kan overskue og nummerere alle de vinduer, der skal have nye ruder. Udskriv så disse to sider for hver af ruderne, så du kan notere målene korrekt.
gørdetselv[1].pdf, Gør det selv PDF